Siden den 23. marts har den Brooklyn-baserede keramiker Yuko Nishikawa startet sine dage med et specifikt ritual. Omkring 8:30, efter en morgentur og morgenmad, henter hun en pensel, tænder en playliste (på det seneste er det en blanding af Debussy, ragtime, jazz og Philip Glass) og begynder at male. "Dagen før karantænen startede, lavede jeg en liste over ting, jeg ville have elsket at lave, hvis jeg havde mere tid," siger kunstneren. "At male var en af dem - jeg gjorde det som et lille barn, men ikke så meget som voksen."
Hvad der begyndte som en simpel daglig øvelse i kreativitet, udviklede sig hurtigt til en energiforstærkende rutine. Nishikawa færdiggør et maleri, fotograferer det og udgiver det i en serie kaldet "My Worker Is…" - hvert af dem er til salg, og for nylig har hun doneret en del af overskuddet til organisationer som Black Lives Matter og ACLU. Denne struktur har sine fordele: Den giver hende en følelse af præstation ("En forfriskende ændring fra keramik, som tager uger at se de endelige resultater!") og hjælper hende med at bevare et niveau af fokus, da tidsplanen kræver, at hun passer på sig selv for at holde sig på sporet.
Fra et følelsesmæssigt synspunkt er projektet også en humørløfter. “Jeg skal lave noget for mit velbefindende; hvis jeg ikke er det, ville jeg være ked af det eller endda føle, at jeg gør noget forkert,” forklarer Nishikawa. Hendes bedste tip til at forblive motiveret? Sæt tid af - selvom det kun er 20 minutter - hvor du vil være fuldstændig uafbrudt. Skjul din telefon og behandl perioden som en aftale med kunder. Dette er et mentalt trick, Nishikawa anbefaler til alle, der kæmper for at prioritere personlige bestræbelser, når de føler, at produktivitetsstressen truer: "Jeg ser mange mennesker føler sig skyldige eller egoistiske for at afsætte tid til sig selv for at få kreativt arbejde - bare beslutt, at dit projekt er vigtigt, også."
Selvom Nishikawa måske er struktureret i den måde, hun griber maleriet an, går formaliteterne ud af vinduet, når det er tid til at lægge pensel på papiret. Hun har ikke et fast medie - hun har eksperimenteret med akryl, akvarel og indisk blæk - og bruger følelser som udgangspunkt i stedet for en udtrukket plan. "Jeg vælger farver relateret til en følelse," forklarer hun. For eksempel manifesterer lykke sig i lyserøde, gule og blå farver, der sprøjtes hen over et lærred. "Nogle gange bliver jeg bare begejstret over, at der kommer nye farverør med posten og tænker på, hvordan man bruger dem," tilføjer hun.
Hendes abstrakte mønstre har en lignende følelsesdrevet oprindelseshistorie: "Måske er det noget fjeragtigt og sløret, der føles som at blive puttet i et tæppe, eller noget sjovt, der ligner brætspil eller tyggegummi," siger hun. Hendes nuværende favorit er nr. 65, et monokromatisk stykke udført i indisk blæk. "Det føles, som om man er i et teater og stirrer ind i det mørke hjørne af scenen i stedet for at være opmærksom på selve stykket," forklarer hun.
Hendes malerier har også tjent som en følelsesmæssig salve for hendes publikum. Siden hun begyndte at sælge dem, har hun modtaget håndfulde beskeder på Instagram og i e-mails, både fra folk, der er blevet inspireret til at prøve deres egne kunstværker, og fra dem, der ser hendes arbejde som en positiv souvenir til at huske denne usædvanlige tid igennem. Og mens hun for nylig nåede 100-dages milepælen, planlægger hun at fortsætte efter at have taget en hurtig pause - selvom hun stadig diskuterer, hvordan den næste serie vil se ud. Lige nu er blækketegninger frontløberen. "Jeg opdagede farvespidser, og jeg vil gerne udforske mere ved at bruge dette medium, selvom maling stadig virkelig begejstrer mig. Mit hjerte danser, når jeg presser maling ud af en tube,” siger hun. "Jeg vil bare producere glad arbejde. Livet er værd at fejre.”
